Forløst

Jeg var på kunstmuseum. Jeg betages af, når mennesker bruger den kreativitet, som Gud har lagt i os.

Men denne gang var det lidt uforløst. Flere kunstnere fokuserede på alvorlige problematikker. De formåede at highlighte en smerte, som man kunne tage med sig ud af rummet.

Uforløst.

Åh, jeg følte med de mennesker, som det handlede om…

Jeg mærkede deres uforløsthed inden i mig selv. Som en disharmonisk akkord som bliver ved med at larme. Som en træthed.

Kropsligt og menneskeligt vækkede det min længsel efter forløsning. Efter fred. Og jeg kom til at tænke på, at det netop er det, som Gud gør.

Gud forløser os!

“Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.”
(Luk 1,68)

Tak Gud… Du ser alle de disharmonier som livet rummer… Alle de smerter, som vi bærer rundt på… Al den uforløsthed… manglende svar, manglende håb, når vi ikke ser en vej videre… Og der er du! Her er du! Du har en vej… Du er i stand til at forløse hvert eneste uforløste menneske… Tak! Vi trænger dig! Vi kan ikke selv!