Svigtet

Åh, det gør ondt at mærke ordet “svigt”.

Når jeg hører en historie om et menneske, der er blevet svigtet… så græder mit hjerte med ham…

Og jeg forstår ordet fra den vise mand:

“En svigtet broder er som en befæstet by”
(Ord 18,19)

For hvordan kan en svigtet gøre andet end at passe på sig selv… Hvis hjertet bløder, så snart det åbner sig… så må det jo holdes lukket…

Hvordan kan vi i kærlighed møde den svigtede, den blødende – og bidrage til lægedom og liv?

Der kommer et vist vers mere fra Salomo:

“Der er venner, der volder hinanden ondt,
men en ven kan være mere trofast end en bror.”
(Ord 18,24)

Åh… venskab er et sats! Kærligheden er et sats! Man er sårbar, når man elsker – for hvordan kan man vide, om en ven vil volde en ondt… en dag…

Sandheden er… at det kan man ikke vide…

Åh…

Men vi kan selv vælge, at være trofast som ven! Vi kan vælge at rejse os op igen for venskabet, hvis vi falder… For intet menneske forstår jo alt, intet menneskehjerte er altid i kærligheds-overskud… Men vi kan vende tilbage til trofastheden!

Og så kan vi glæde os over, at vi har en ven i Jesus. Jesus, altid trofast. Han er en ven, som aldrig, aldrig, aldrig nogensinde svigter!