Træerne væltede

Jeg var barn. Vi boede i en skov. Selvom der var en lysning rundt omkring vores hus, så var der også store flotte træer. Ganske tæt på huset.

Det var ved tid, hvor stormene kommer. Efterårs- eller vinterstormene. Det var nat. Vi sov. Trygt.

Næste morgen var to store træer væltede – væk fra huset! Ja, væk fra huset. De kunne lige så godt være væltet ind over huset – ind over soveværelserne hvor min mor og far, min søster og jeg sov. Men det gjorde de ikke. De væltede væk fra huset!

Tak, Gud!

Med troens øje så vi hans hånd. Vi takkede ham for, at han havde bevaret os.

“Den Højeste har du gjort til din bolig,
intet ondt skal ramme dig,
ingen plage skal nå dit telt,
for han vil give sine engle befaling
om at beskytte dig på alle dine veje.”
(Sl 91,9-11)