Hans safirer og rubiner

Det er en del år siden. Men som en skat i mit hjerte.

Det var nat.

Jeg kunne ikke sove.

Jeg følte mig hjælpeløs. Jeg sled med ting i mit hoved, som stormede rundt. Måske kender du det… kan ikke overskue, vakler, er udenfor menneskers mulighed for at hjælpe… Hvordan finder jeg min vej videre i det her?

Jeg stod op. Tændte lys, satte mig i sofaen med et uldtæppe omkring mig, med min Bibel i skødet. Bad – uden at kunne bede… Åbnede bogen – uden at kunne finde… Læste – ud fra mit hjertes nød…

Disse vers:
“Du hjælpeløse, du stormhærgede,
du, som ikke finder trøst,
se, jeg sætter din mur af malakit
og lægger din grundvold med safirer.
Jeg sætter dine murtinder med rubiner,
dine porte med karfunkler,
og hele din ringmur med ædelsten.”
(Es 54,11-12)

Åh, min Gud, min far… hvordan gør du… hvordan evner du at tale til mig, lige ind i mit hjerte, hvor du møder mit behov… Mit behov for dig… mit behov for dit perspektiv i mit liv… At jeg ser, hvad du gør… der, hvor min hjælpeløshed stopper mig… Og du gør bare mere… Du skaber den skønneste grundvold til mig… på en rigdom af din herlighed… jeg kan stå på dig… Du løfter mig… Du giver mig liv…

Gud er her – for dig!
Gud møder menneske – han møder dig!
Kom til ham med din hjælpeløshed… han viser dig, at du står sikkert – med ham – uanset hvad du står i!

Han elsker dig!