Han favnede mig

Det var en sommermorgen. Mit hjerte længtes efter Herren. Åh, måtte han bare fylde mig med sig selv… Med al sin nåde, fred og tillid, hans udsyn på en ny dag…

Jeg ville tage en lille cykeltur… til havet… en morgendukkert… og så hjem til morgenmad og morgendagt.

Klokken var lidt over 5. Jeg cyklede – med cykellygten tændt… Solen stod op 5:49. Rødmen var på morgenhimlen. Luften bed en lille smule. Jeg havde shorts på.

Vandet var behageligt. Jeg elsker fornemmelsen af, at havet favner mig som Guds nåde… Jeg tænkte på en bogtitel Kyss fra himmelens Gud (norsk, af Irene Rognlie Størkersen)… Ja, Gud lader os virkelig mærke med sanserne, at han elsker os!

Jeg kiggede på morgenrøden – og så pludselig korset! Skyerne, der tegnede et kors på himlen. Nådens kors. Kærlighedens kors. Korset som strakte sig langt i den ene ende som en vej, jeg skulle gå på. Favnet af hans kærlighed og nåde.

Mit hjerte jublede! Tak Gud! Du er lige her. Du har skabt min dag! Du har fyldt mig! Du elsker mig! Jeg går den vej med dig! Jeg elsker også dig…

“Jeg vil lære og undervise dig om den vej, du skal gå” (Sl 32,8)… og det gjorde du lige nu… jeg skal bare være sammen med dig… og følge – skridt for skridt…

“Min sjæl skal juble over Herren,
glæde sig over hans frelse.
Hele min krop vil sige:
Herre, hvem er som du?”
(Sl 35,9-10)

Ja, far… du har rørt hele mig… Jeg priser dig!

(Eget billede: Ser du korset på himlen?)