Var det Gud?

Hun havde mærket ham, men kendte ikke Gud så godt… endnu… Vi talte om nogle ting i hendes liv, som var svære. Det gjorde ondt. Sad ligesom derinde og gnavede. Formørkede dette nu, relationerne. Det var svært at være i. Det var svært at komme videre. Tårene i øjenkrogen.

Vi talte. Jeg delte, hvordan jeg går til Gud med den slags… Hun reflekterede. Måske skulle jeg sige mere til Gud…

Og Gud var der. Gud lyttede…

Efter at have været rundt om tingene, fortæller hun om freden, der nu fyldte hende… Om at dybden i vores samtale var særlig… Jeg ved ikke, var det mon Gud…?

Ja, det var Gud! Jeg jublede indeni…

… og jeg jublede endnu mere bagefter, da jeg tænkte mere over det. For jeg beder jo Gud om at være med mig hver dag – så selvfølgelig var han i samtalen…

… og han siger selv:

“Jeg bor i det høje og hellige
og hos den, der er knust,
hvis ånd er nedbøjet,
for at oplive den nedbøjede ånd
og oplive det knuste hjerte.”
(Es 58,15)

Åh, Gud er her. Lige nu. Fortæl ham alt om, hvordan du har det. Lad ham røre ved det… Mærk at han elsker dig!