Alene, men set

Hun var alene. Han var der ikke. Nærheden var ikke nærhed, men løgn. Lykken over nyt liv var sprød.

Hun mærkede det nye liv inden i sig. Mærkede hun mon moderens jublende glæde? Måske var det ikke glæde over barnet, men hovmodets giftige glæde: “Da hun blev klar over, at hun var gravid, begyndte hun at se ned på sin frue” (1 Mos 16,4).

To kvinder. Ingen mand – i hendes liv. Nok havde han ligget hos hende – men han var ikke hendes… Han delte ikke tanker med hende… “Her har du din trælkvinde! Gør med hende, som du synes,” sagde Abraham til Hagars frue – for hun var jo hans kone (vers 6).

For Abraham elskede ikke Hagar. Hvem elskede i grunden Hagar?

Bærer du liv – uden at være elsket? Var der en mand – uden at han er din? Er der en mand – som ikke tager sig af at synes noget godt for dit liv?

Forvildet, på flugt… forpint på alle måder… med et liv indeni sig – uden at have et liv… Der mødte Gud hende! Der fortalte Gud, at han så hende! Ja, han sagde meget mere end det, han talte om livet for det barn, som om hun bar… næsten som om det barn var en lille smule hans…

“Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende, ‘Du er Gud, der ser’ “ (vers 13).

Gud ser dig, du som er alene med dit liv – og måske med nyt liv. Som en far tager han sig af den faderløse… Når du fortæller ham om dit liv, så ved han det allerede… For han så dig først!

“Bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Matt 6,6).

“Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det” (vers 8).