SÅ alene – med håb

Der stod de. Ved siden af hinanden. Og alligevel helt alene begge to. Manden og kvinden. Og sådan har det været lige siden. Ensomheden råber i drømmens skygge om nærhed. Men den er væk.

For de var nøgne – og nu skammede de sig.

Så de dækkede sig – også for hinanden.

Skylden var for stor at bære – så de sendte den over på den anden.

“Det er ikke godt, at mennesket er alene,” havde Gud sagt (1 Mos 2,18). Men Eva var alene, da hun tog frugten. Manden alene tog beslutningen om at spise frugten. Fjendskabet rejste sig mellem de to. Som en mur af dårlig samvittighed, foragt, sørgmodig dyb smerte, længsel efter kærligheden som var væk.

Men så skete det store! “I, som engang var langt borte, [er] ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os” (Ef 2,13-14).

Rød som blod. Kærlighed. Kærligheden fra ham som aldrig lader et eneste menneske alene. Gud er her. Altid. Han kommer dig nær. Nærmere, fordi han ser ind i din nøgenhed – og elsker dig! Han mærkede smerten ved at være SÅ alene! Han døde – for at gøre det af med døden… Også dødslugten imellem os… fjendskabet kan blive helet!

Gå hen til stedet – hvor du er SÅ alene – med ham! Bliv der… se på ham – som er den ENESTE, som kan gøre en virkelig forskel i din ensomhed. Og i dine fællesskaber. Bliv der – i hans fred – hør ham fortælle dig, hvordan han vil nedbryde fjendskaberne i dit liv…