Begyndelsen med Gud

Vores begyndelse med Gud – den giver Gud os.

Se her:

“Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse” (Kol 1,12-14).

Vi kom fra mørket. Åndeligt mørke. Vi kendte ikke Gud. Vi havde faktisk ingen mulighed for at række ud og finde Gud. Gud måtte udfri os. Og det gjorde han.

Duelig – et gammelt ord måske – og så nyt alligevel – jeg hører det brugt i kombinationen: Livs-duelig. Og i verset ovenfor står der mellem linjerne, at vi overhovedet ikke er duelige til det kristne liv, selv. Men Gud gør det! Gud vækker det kristne liv indeni et menneske, som ellers slet ikke havde trang til det kristne. Men pludselig bliver det til et lys – til noget interessant – til noget, som søges… Og der er Gud – han, som allerede kaldte på den søgende – åbner op, så den søgende finder! Mennesket mærker glæden i Jesus, mærker troen.

Forløst – til at modtage syndernes forladelse. Hallo, det kan lyde gammeldags – hvem interesserer sig for synd? Og da slet ikke, hvis man ikke kender Gud. Men Gud flytter et menneske… duelig til at se lyset, befriet fra mørket… og der bliver det skønt at møde forståelsen af synd – for så er det jo noget, man kan slippe af med… en byrde, der tages væk… En forløsning og frisættelse til et andet liv!

Tak, min kære Jesus… tak at du lyser lige ind i mit hjerte, og tak for løfterne her – at du kan åbne op for troen i den, som endnu ikke tror… Tak, at du vil gøre dit lys til lys ind i et mørke, som måske ikke engang er erkendt… Tak at du vil tilføje en duelighed til den, som endnu er åndeligt uduelig… Tak at du forløser til et nyt liv… som en fødsel… et nyt tilhørsforhold som barn i dit elskede rige… Åh, min Jesus, gør mig til en fødselshjælper…