At blive brugt af ham

Guds vilje – banalt

I en kompliceret verden kan det være helt rart nogle gange, hvis noget bare er helt banalt…

Jeg googlede lige banalt – “enkel, simpel; hverdagsagtig især om noget der er kedeligt eller uoriginalt” (https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=banal).

Enkelt – simpelt – hverdagsagtigt… og så kobles der en negativ tone på – at det enkle, simple, hverdagsagtige måske også er kedeligt og lidt uoriginalt.

Jeg føler mig næsten lidt provokerende, at jeg har skrevet, at Guds vilje er banal… For livet med Gud er bestemt aldrig kedeligt eller uoriginalt!

Men nogle gange kan vi mennesker være i en egen kamp for at finde Guds vilje… og så overser vi måske, at det er så enkelt…

“Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” (Mika 6,8).

Dette vers fortæller noget om Guds vilje for os. Det er så enkelt. Gøre hvad vi kan for at gøre andre glade, elske dem, behandle dem ordentligt, ikke snyde nogen, ikke sætte os selv over andre – søge Gud hver dag.

Banalt… Det er enkelt og simpelt. Hverdagsagtigt fordi det hører hver eneste dag til. Men hvorfor kedeligt eller uoriginalt? Hvorfor søger vi noget udover det…

Er det banale i denne sammenhæng ikke i virkeligheden uendelig smukt og dybt! En tjeneste for Gud – i det helt almindelige… en trofasthed i kærlighed som mærkes, men ikke udstilles… En enkel måde at handle ret på… Vi gør det, vi gør, ordentligt… Guds nærvær, stille og inderligt…

Guds vilje for dig – i dit liv – lige nu…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *