At være elsket

Din lykke

Hvor deponerer du din lykke? Hos hvem? Forventer du, at nogen gør dig lykkelig? Eller er du din egen lykkes smed?

Åh, hvem har ikke oplevet at blive skuffet over andre? Hvilken ulykke kan der ikke ligge i at forvente sin lykke hos andre? Og hvilken egoisme har vi ikke oplevet hos dem, som bare er optaget af sig selv?

Lige ud siger denne salmist: “Stol ikke på magtfulde mænd, på mennesker, de kan ikke hjælpe. De dør og kommer i jorden, så forsvinder deres tanker med dem” (Sl 146,3-4). Vi kan ikke regne med andre mennesker. Og måske har de ikke engang det, som skal til, for at hjælpe os.

Men salmisten fortsætter: “Nej, det er en lykke at blive hjulpet af Gud, en lykke at have sit håb til Gud” (vers 5). Og det er bestemt ikke abstrakte forestillinger – men helt kontkret:

“Han er evigt trofast.
Han giver de ydmygede oprejsning,
han giver brød til de sultne.
Gud sætter fangerne fri.
Gud får blinde til at se,
han rejser dem, der er faldet.”

(Vers 6-8)

Hvad er skønnere end at få noget at spise, når man er virkelig sulten? Og hvilken dyb lykke er det ikke at være fri, hvis man har været fanget?

Og “Gud tager sig af de svage. De fremmede, de forældreløse børn og enkerne passer han på” (vers 9).

Salmen begynder med lovprisning til Gud:
“Halleluja.
Min sjæl, syng om Gud.
Hele mit liv vil jeg synge om Gud.
Jeg vil synge om Gud, så længe jeg lever”

(Vers 1-2).

Og vi ved hvorfor! Gud er min lykke! Jeg stoler på ham – og jeg har en historie at fortælle. For han fylder min sjæls sult. Han sætter mig fri fra mine byrder, og gør mit liv let og frit. Han elsker mig! Han rejser mig, når jeg falder. Han passer på mig. Han er virkelig min lykke – og jeg priser ham!

(Alle tekster fra Bibelen 2020)

En kommentar

  • Kenneth Gamborg

    Så sandt. Efter jeg ikke blot gik i kirke, men virkelig gav hele mit liv til Jesus, har han hjulpet mig, når mennesker svigtede. Han har sendt masser af biler, når jeg havde brug for et lift. Han har stillet stormen på havet en weekend, hvor vi skulle ud og sejle med vores venner. Han har hjulpet med IT hos mine kunder og givet mig arbejde, hvis jeg mistede det pga mine kristne sundhedsprincipper. Han har givet os en kongelig bil, da vi havde brug for en ny. Blot brug dit liv til at ære Gud, vend om og giv dine synder til ham. Det er vildt spændende at arbejde for Gud. Aldrig har livet været så spændende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *