Fra trods til omvendelse
Der stod hun. Eva. Døren til Edens have var lukket. Keruberne stod med lynende flammesværd ved indgangen. Der var ingen vej tilbage. Gud havde sendt dem ud.
Hvad forstod Eva i grunden? Hvad tænkte hun? Hun levede stadig – døden var ikke kommet, da hun havde spist frugten fra træet. Men livet var blevet anderledes. Havde slangen måske lidt ret om Gud? Savnede hun mon lykken, hun var i, før hun havde mødt slangen?
Eva fik sin første søn, Kain. I vores oversættelse står der, at Eva sagde: “Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp” (1 Mos 4,1), men måske er en mere rigtig oversættelse: “Jeg har skabt en mand, lige som Herren har”. Et udtryk for arrogance… slangen havde jo sagt, at hun skulle blive som Gud… Sidder der noget af den stolthed i hende?
Det er en anden Eva vi møder i slutningen af kapitlet: “For Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, for ham slog Kain ihjel” (vers 25).
Eva mistede sine første to sønner. Hendes ene søn slog den anden ihjel, og derefter gik han væk. Hun har nu oplevet, hvad død er. Hun har set lige ind i syndens grimme ansigt. Hun har mødt konsekvensen af at gå væk fra Gud, af at ville selv…
Nu står Eva i sin nøgne afhængighed af Gud! Og Gud gav hende Set.
Åh, min Gud… jeg giver dig al min trang til at ville selv… Jeg vil dig! Og jeg takker og priser dig for, at du vil mig! Må din nåde strømme igennem mine årer og vaske al min egoistiske selv-vilje ud!