Lys og mørke
Det hele begyndte med kaos: “Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet” (1 Mos 1,2). Men Gud var også der: “og Guds ånd svævede over vandene.”
Og Gud gjorde noget med kaos. Gud skabte – og satte orden på tingene. Det første skridt væk fra kaos er, at Gud skaber lys: “Der skal være lys!”, og at han skiller lys fra mørke. Mørket bliver organiseret i nat, så mørket – der tidligere hængte sammen med kaos – nu er ufarligt og velkomment, det er et tidsrum til hvile og til at nyde stjernerne.
Er dit liv i kaos? Gud er ikke væk – med sin Ånd er han ganske tæt på dig.
Er dit mørke altopslugende? Gud siger, at der skal være lys. Han bringer orden ind i dit liv, han hjælper dig med at skille lys og mørke, ja, godt og ondt. Han lærer dig, at noget ikke er godt for dig… og han hjælper dig til at vælge mere af det, som er godt…
Og dit sinds mørke oplyses af Guds lys… Sammen med ham er det farlige ikke farligt mere – og han giver dig stjernerne, som står endnu klarere i mørket.
Gud – din skaber og genskaber! Hans ords kraft i dit liv!
Gud, min skaber og genskaber. Jeg overgiver mig til dit ords kraft i mit liv i dag. Dine løfter er min grund. Dit lys er mit lys. Du er lys – også ind i mit mørke. Gud, jeg takker og priser dig.