Ikke blot ord…
Hvem kender ikke det… ord som ikke holder vand, uægte ord, ord der bare hænger i luften, ord der ikke bliver til mere, glatte ord, smigrende ord, falske ord, hule ord…
Og nej… ordene om Jesus er ikke bare et opdigtet eventyr… det er ikke bare ord!
Men… vi tager beretningerne om evangeliet ind igennem Bibelens ord… selv når Paulus skriver til Thessalonikerne “vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og fuld vished” (1 Thess 1,5) – så er det i første omgang noget, vi læser.
Er evangeliet kommet til dig med KRAFT, HELLIGÅND og FULD VISHED?
Eller – hvad skal der til, for at evangeliet gør forskel i dit liv – med al sin kraft, Helligånd og fuld vished?
Thessalonikerne tog imod ordet – faktisk under stor trængsel! (Vers 6). TAG IMOD ORDET! Når du ser det store og mirakuløse i beretningerne – så tag imod det: Gud er den samme i dit liv! Han kan virke i dig med præcis den samme kraft! Døm det ikke umuligt med dit intellekt – tag imod det i et åbent hjerte – at når Gud siger, det er sådan – så må han få det til i dit liv! Tak ham for det!
Og Paulus mindes tre ting om thessalonikerne, hvor evangeliets kraft foldede sig ud (vers 3):
- Gerninger i troen – vov at handle på de troens indskydelser du får
- Arbejde i kærligheden – gør godt for andre
- Udholdende i håbet til vor Herre Jesus Kristus – hav hele tiden fokus på Jesus – og at “Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår” (Ef 3,20).
Gud velsigner dig! Han vil fylde dig med glæde i Helligånden!
Ja… jeg bevidner det… livet med Gud er det mest fantastiske og spændende, der findes! Ordene om ham holder vand! De har ført til langt mere i mit liv, end jeg nogensinde kunne forestille mig…