Har du opdaget døden?

Har du mistet til døden? Bliver der tyndet ud blandt de ældste, du kender? Har du set et barn dø? Er en andens liv revet smertefuldt ud af dit eget?

Oplever du, at årene flyver af sted? Forsvinder ugerne hurtigere, end du kan nå at tælle dem? Ser du alderen og dødens mærker gnave i din egen krop?

Det er så sandt, som Moses siger: “De er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt” (Sl 90,5-6). Han havde opdaget det…

Og han havde mødt Gud – Gud som er forskellig fra mennesker, for “fra evighed til evighed er du Gud” (vers 2). Gud forsvinder aldrig fra vores liv… Men “vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til” (vers 10).

Og hvad så? Hvad bruger vi så det lille korte flygtige liv til…?

Ja… på en måde så enkelt: Gud, jeg takker dig for frelsens gave og evigheden, du har lovet mig! Jeg er her – mest af alt for at kende og tage imod ham! Dele ham!

Moses sagde: “Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet” (vers 12) – ja, lær mig at leve sådan, så jeg virkelig kender dig, og de perspektiver som gør den store forskel…

“Mæt os om morgenen med din godhed, så vi kan juble og glæde os hele vort liv” (vers 14) – Tak, Gud, fordi du bringer glæde ind i mit liv… en godhed, jeg mærker i hverdagen… Din nærhed… Dine velsignelser… Med et touch af evigheden…

“Lad dine tjenere få dit værk at se” (vers 16) åbenbar dig selv for mig hver eneste dag, så jeg virkelig må se og kende dig. “Styrk vore hænders værk for os” (vers 17), så jeg får lov at mærke, at jeg gør forskel… at selv mit lille liv får lov at gøre forskel for nogen.

Livet i en verden med død er kort… Men det betyder noget! Det betyder rigtig meget. Det er det liv, hvor vi har mulighed for at vælge Gud til, mulighed for at leve så vi gør den valgmulighed attraktiv for andre… Så livet kommer forbi døden og ind i evigheden…