Fattig? Rig?
De gav… men i virkeligheden var de optaget af sig selv…
De var rige… i deres egne øjne… og gerne i andres også! De gav af deres overskud. De gjorde godt. Det gav en god fornemmelse.
Nej… det var nok ikke alle de rige, som havde det sådan…
Ligesom det langtfra var alle fattige, som havde det som hende…
Der er nemlig mange fattige, som også bare er optaget af sig selv… De er for fattige til at give. De har brug for at andre giver. Der kan ikke forventes meget af dem… synes de… Måske er det faktisk synd for dem… Så de giver ikke, men holder på deres…
Men ikke hende… Hun gav!
Jesus så hende. Han så en fattig enke lægge to småmønter i tempelblokken. Men han så meget mere end det: “Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre. For de har alle lagt i af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, af det, hun havde at leve af.” (Luk 21,3-4).
Hun gav. Hun var optaget af at give. Det var det, der var i hendes hjerte.
Hvad er der i dit? Er du rig? Er du fattig?
Er du rig nok til at give?