Det værste i mennesker

Noget af det værste i mennesker… når man er optaget af, hvem der “er noget”…

Job mødte også det.

Før al hans elendighed mødte han stor ydmyghed og opmærksomhed, og “når de hørte mig, priste de mig” (Job 29,11).

Men nu… nu i hans smertefulde situation siger han: “Men nu ler de ad mig”, “nu synger de nidviser om mig, og snakken går om mig. De afskyr mig og holder sig langt borte fra mig, de spytter mig endda i ansigtet” (Job 30,1.9-10).

At de vil være sig selv bekendt!

Hvad er det, der sker? Er man bange for, at ulykken smitter af? Tænker man, at de selv har fortjent det – så man har “ret” til at foragte? Er man bange for andres domme, hvis man omgås de “forkerte”? Føler man sig mere “hellig”, hvis man undgår syndere?

Afskyeligt!

Må Gud tilgive den mindste snert af det indeni os… Vi formidler noget helt andet end det, som Gud er, når vi er sådan…

Han søger efter dem, han kan give sin omsorg. Han tager sig af den, som ingen har. Hos ham skal man ikke fortjene. Han elsker os – også når vi synder ham lige op i ansigtet. Han fordærves ikke af at elske os eller omgås os – han løfter os op!

Må Gud give os nåde og fylde os med kærlighed, så vi kan elske… ja, også de uelskelige…