Set af Jesus
“Jesus så hende” – “en kvinde, som i atten år havde været plaget af en sygdomsånd. Hun var krumbøjet og ude af stand til at rette sig helt op” (Luk 13,11.12).
Hvad er du plaget af? Hvad har slidt på dig længe? Hvad bøjer dig, så dine tanker går nedad i stedet for opad?
Jesus ser dig!
Og det var ikke kvinden, som henvendte sig til Jesus. Måske så hun ham ikke, fordi hun så ned… Måske var hun så nedbøjet, at hun var lukket inde i sit selv… Måske vidste hun ikke, at Jesus kunne hjælpe hende…
Måske magter du ikke at se hen til Jesus… Måske ved dit hjerte ikke, hvordan du i grunden beder… Måske er din hverdags-virkelighed ikke rigtig sammenhængende med Jesus og tro…
“Da Jesus så hende, kaldte han på hende.”
Hører du! Jesus kalder på dig!
Til kvinden sagde han: “Kvinde, du er løst fra din sygdom” (vers 12).
Jeg ved ikke, hvad han vil sige til dig… Men jeg ved, at der vil ske det for dig, som skete for kvinden: “Han lagde hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og priste Gud” (vers 13).
Jesus VIL røre dig. Han VIL gøre en forskel i dit liv. Da VIL dit blik og dit liv løftes – uanset dine omstændigheder! Du VIL blive fyldt med taknemmelighed, glæde, fred – og pris til Gud!
Jesus ser dig… kig tilbage… se på ham!