Anderledes – Gud

Hun troede. Og nu ventede hun.

Rahab var i Jeriko. Hun troede på Gud – så derfor havde hun gemt de to spioner fra Israel.

Ja, hun troede på Gud og ønskede at være en del af hans folk. Og spionerne havde lovet hende, at hun ville blive reddet, når Jeriko faldt: “Når vi kommer ind i landet, skal du binde denne røde snor fast i det vindue, du firede os ned fra, og samle din far og mor, dine brødre og hele din fars slægt i huset hos dig” (Jos 2,18) – og derfra ville de blive reddet.

Nu ventede hun. Familien var samlet hos hende i huset. Og de ventede.

Jeriko var lukket. Folk var bange. Men ikke Rahab – hun havde overgivet sig til Gud – og ventede på at blive fri.

Tænk, hvor herligt det har været for hende at høre, at Israelitterne var gået over Jordanfloden – ja, at Gud mirakuløst havde stoppet vandet – “Men da præsterne, der bar arken, kom ned til Jordan og satte foden i vandkanten, standsede vandet, som kom oppefra; det rejste sig som en vold langt oppe” (Jos 3,15-16) – så de var gået over på den tørre flodbund – ja, ligesom den gang israelitterne gik over Det Røde Hav.

Hun ventede med spænding. Hun så en krigsførelse, som hun aldrig havde set før: Guds ark, der blev båret rundt om byen. En gang hver dag og “den syvende dag, da det blev lyst, gik de rundt om byen på samme måde som før, syv gange; det var kun den dag, de gik syv gange rundt om byen” (Jos 6,15).

Det var anderledes. Det var ikke menneskers måde. Det var Guds måde.

Og det er det, tro handler om: Guds måde.

Stop med at hænge ved de begrænsninger, du ser… Tro på ham, som gør noget, du aldrig ville forestille dig. Stop med kun at tænke på det menneskelige – han er Gud! En virkelig levende Gud! En Gud som handler. En Gud, som gør langt ud over, hvad vi kan bede om eller forstå…

“Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår” (Ef 3,20).