Fællesskab og glæde
Der er lyd på fællesskaber. Snak og latter. En verden uden fællesskaber ville være frygtelig stille. Corona lader os mærke stilheden. Stilheden har også sine velsignelser. Men vi savner fællesskaberne.
Vi savner at give en krammer. Vi savner at fylde huset med familie og venner. Vi savner at gå ud til fællesskaberne – arbejde, kirke, motion, foredrag, koncert, fest…
Jerusalem havde været mega stille i mange år. Den havde ligget øde hen, mens israelitterne var i fangeskab i Babylon. Nu skulle Jerusalems mur indvies – og det var en fest! Ikke bare for dem i byen – “man opsøgte levitterne overalt, hvor de boede, og bragte dem til Jerusalem for at fejre indvielsen med glædesfest under takkesange og festsang til cymbler, harper og citere” (Neh 12,27).
Man lavede to store takkekor, og Davids musikinstrumenter var i brug.
“Jerusalems glæde kunne høres langt væk” (vers 43). Dejligt! Dejlige lyde. “Gud havde givet dem stor glæde” (vers 43).
Et skønt fællesskab omkring Gud! Sammen omkring Gud. Fyldt af hans glæde. Fællesskab om glæden over Gud. … Jeg elsker det… og jeg savner det virkelig, når det ikke her er!
Fællesskaber er en velsignelse. For lige fra begyndelsen sagde Gud: “Det er ikke godt, at mennesket er alene” (1 Mos 2,18). Vi er skabt til at være sammen!
Vores fællesskaber er virkelig en gave! Må vi passe godt på dem! Må vi indbyde andre til at være med i fællesskaber… så vi kan være endnu flere om at dele Herrens glæde – over livet og over ham!
