Regnbuen

De var usikre på fremtiden. De var godt nok overlevere. Bevaret af Gud selv. I hans ark.

Nu var vandet sunket. De var kommet ud af arken. Otte voksne mennesker på en hærget og ensom planet. Hvad nu?

Gud sagde: “Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre” (1 Mos 8,22). Og “Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: ‘Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden.” (1 Mos 9,1).

De skulle leve. Gud havde styr på alt det rundt omkring dem. Gud ville passe på dem. Han ville livet for dem.

Gnavede uroen stadig? Var de bange for historien om syndfloden? Var mindet for grumt og fortællingen så stærk, at menneskene ville fyldes med frygt for altid…

Og hvad nu når det regnede rigtig meget? Hvad nu når det stormede? Hvad nu med orkaner og tsunamier og stormflod og vulkanudbrud…?

“Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer.  Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden.  Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne,  da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende.  Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.«” (vers 12-16).

Åh nej, Gud er ikke glemsom… men han ved, at vi er det! Han ved, at vi har brug for hans løfter, som igen og igen forsikrer os om, at han er her. Og han gav os regnbuen!

Hver eneste gang vi ser regnbuen, så forsikrer den os om Guds stemme: Jeg er her. Det går ikke ud af kontrol. Jeg er her. Jeg går med dig igennem det. Jeg passer på dig.