Rolig i sin tro

Ondskab. Jalousi. Egoisme. Det var det, der drev dem.

For “Daniel udmærkede sig frem for de andre” (Dan 6,4) – og så ville de have ham ned med nakken. “Men de kunne ikke finde nogen fejl at anklage ham for; han var pålidelig, og der fandtes ikke nogen som helst forsømmelighed eller fejl hos ham. Så sagde mændende: ‘Vi kan ikke finde noget at anklage denne Daniel for, medmindre vi finder noget imod ham i hans religion’.” (vers 5-6).

Lumpent. Og hele deres adfærd vidnede om, at de ikke havde rent mel i posen. De skyndte sig til kongen. De kom farende ind, da Daniel bad. Og de skyndte sig videre for at sladre til kongen. (vers 7, 12 og 16).

Men Daniel var rolig. For han kendte sin Gud. Om ham læser vi: “Da Daniel fik at vide, at skrivelsen var udfærdiget, gik han hjem. I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort” (vers 11).

Daniel havde ikke et problem. For han havde Gud. Havde Gud et problem?

Næh… og Gud var også rolig. Han forhastede ikke sine handlinger. Han stoppede ikke mændene i deres onde planer. Han gav ikke kong Dareios visdom til at gennemskue dem. Han hindrede ikke, at loven om tilbedelse af kongen blev lavet. Han hindrede ikke mændende i at løbe ind og finde Daniel bedende. Han sørgede ikke for, at loven om dødsstraf blev ændret. Han forhindrede ikke Daniel i at blive smidt ned til løverne.

Wau! Alle de ting som Gud øjensynlig ikke tog sig af… Mon du har oplevet noget lignende i dit liv? … Husker du fortsættelsen af historien:

“Min Gud sendte sin engel; han lukkede løvernes gab, så de ikke kunne gøre noget” (vers 23).

Gud handlede på det tidspunkt, som han fandt rigtigt… Og vi kan være rolige i – at sådan er Gud!