Min tid i hans hænder
En hverdag. En travl morgen. Og så alligevel anderledes…
Jeg skulle på en arbejdsopgave med overnatning, hvor jeg skulle være koordinerende på processen. Så jeg skulle have en masse grej med, pakke mine personlige ting og forlade huset.
Jeg var velforberedt fra dagen forinden. Alligevel blev morgenen travl. Og travlheden greb mig ligesom indeni…
Jeg ville gerne køre, så jeg kunne være fremme kl. 7:30 – en time før deltagerne, så jeg kunne gøre klar. Og jeg var nu i tvivl, om jeg kunne nå det…
Min andagt. Tiden med Gud. Jeg var slet ikke i ro indeni. Og alligevel var mit behov så stort. Jeg valgte, at jeg måtte have den tid med ham.
Og der ved sofaen knælede jeg ned, som jeg plejede. Bad om Guds nærvær. Gav ham min dag til hans velsignelse. Bad ham om hjælpe mig med at blive klar, komme af sted tids nok til at være fremme i tide.
Efter min andagtsstund gjorde jeg mig færdig… med den ro, at nu blev det, som det blev – og så ville jeg få det til…
Da jeg sad i bilen viste GPS’en, at jeg ville være fremme 7:42. Ja, jeg vidste godt, at jeg var lidt sen. Men forventede også, at ville indhente lidt.
Da klokken nærmerede sig 7:30 var der stadig nogle få km tilbage. Det var ok. Men – så pludselig var der en vej ned til stedet – før min GPS viste en vej. Jeg drejede ned til stedet – kiggede på bilens ur: 7:30!
Jeg jublede! Tak Gud, tak fordi du tog dig af min tid… tak fordi jeg er fremme lige som jeg ønskede… tak fordi du vidste, hvor lang tid min tur ville tage… tak for tiden med dig…
Så lille en ting… og alligevel så stor… Jeg har brug for det hver dag: At mærke Gud i min nærhed! Hvad er dagen, uden at vi er connectede…
Jeg frydede mig over et opfyldt løfte: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer til tilgift” (Matt 6,33).
