Masser af kvinder
Sexmonster? Politiske forbindelser? Magtdemonstration? Hvad fik dog Salomo til at tage så mange kvinder?
“Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske…”, “han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer” (1 Kong 11,1.3)
Hans hustruer havde alle deres guder… og det havde indflydelse på Salomo: “hans hustruer bragte hans hjerte på afveje. Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud” (vers 3-4).
Hvad er der lige sket? Kongen, som var så ydmyg og bad om Guds visdom, da han tiltrådte som konge (1 Kong 3,1-14).
Gud gav Salomo mere visdom end nogen anden. Og Gud gav ham også rigdom og ære.
Jeg tror, at Salomo var blevet selv-fed. Han var begyndt at nyde sin egen magt og formåen. Og han tog sig de samme friheder som andre konger – mængder af kvinder: “Jeg skaffede mig sangere og sangerinder og mænds vellyst, kvinder i mængde” (Præd 2,8).
Men det gjorde ham ikke lykkelig… “det var alt sammen tomhed og jagen efter vind” (vers 11).
Advarslen til os lyder ud af Salomos historie: Stop op! Gå ikke ud ad begærlighedens vej… Lad ikke din egen stolthed vokse… Det ender i tomhed…
Lev i stedet i erkendelsen af, at den virkelige gud ikke er dig selv… men Gud i himlen:
“Glæd dig, unge mand, mens du er ung,
lad dit hjerte være glad i ungdommens dage.
Gå ad de veje, du vil,
og efter det, dine øjne ser;
men du skal vide, at Gud vil kræve dig til
regnskab for det alt sammen.”
(Præd 11,9)