Smuk

Hun var så smuk, som hun stod der foran mig. Det fineste ansigt. Porcelænsagtigt i sin rene enkelhed. Dybe øjne. Og omkring ansigtet et hår, som bølgede for vinden.

Hun smilede. Vi favnede hinanden. Kærlighed.

Du er smuk!

Jeg har altid følt mig så grim… Jeg har aldrig set, at jeg er pæn…

Jeg mødte et indre, som skælvede. Usikkerhed. Ikke god nok. Skulle altid leve op til andre. Andre kunne træde på hende for at mærke, at de selv var store… Fint porcelæn blev knust… dybe øjne græd… håret hang i tristhed…

Jeg orker ikke mere at kæmpe. Jeg giver slip for min indre grimhed – og lader grimheden blomstre... Ingen skal pege på min grimhed med ringeagt… jeg har selv valgt den…

Åh nej! Du er smuk! Jeg elsker dig!

Og nej… jeg ved godt, at det ikke er nok, at jeg elsker dig. For jeg er så langt væk. Du kan ikke i dagligdagen mærke, at jeg elsker dig. Du fyldes ikke af min kærlighed, for den er så fattig.

Men du, jeg ved en, som kan fylde dig med kærlighed! Så meget, at det flyder over! Det er sandt! Jesus Kristus! Han elsker dig så højt! Du er uendelig værdifuld for ham! Han elsker dig mere end nogen! Han vil fylde dig med kærlighed! Han stopper aldrig med at elske dig!

Hører du! Åh, jeg ved, at du ikke kan føle det på en gang… men kom… kom herind, vær sammen med mig… så vil jeg dag for dag folde ud, hvor meget han elsker dig… og når du bliver ved med at lytte, så vil du også lære hans stemme at kende…

Så vil det ikke længere være mig, der siger det til dig. Så vil du selv høre hans kærlige stemme sige til dig: Jeg elsker dig, du er min! Du er så værdifuld for mig!