Se… Lyset!

Jeg mærker, at dit liv gør ondt… Du kæmper for dit ståsted… Du skal være så god – i dig selv… Og så bliver det alligevel aldrig “godt nok”…

Jeg fornemmer, at du er så tom indeni… Du fylder på… Med personlige sejre… Med mad… Med fiktion… Med drømme… Stadig tom indeni…

Jeg ser dig, dejlige menneske! Du er så skøn. Du er så sød. Men du ser det ikke selv…

I mit indre skriger trangen efter at elske dig endnu mere… Men min kærlighed er bare flygtig… så er du nær… men så er du så fjern – og jeg kan ikke nå dig…

Jeg længes efter at dele HAM med dig! Ham, som elsker dig med en evig og tilstedeværende kærlighed. Altid! Også når du ikke er dejlig, skøn, sød…

Han ELSKER DIG! Hans hjerte brænder efter dig.

Han er så lys… Ja, så lys, at mørket i mig forsvinder, når jeg er sammen med ham!

Kom! Ja, kom… lad os sammen gå hen til ham! For jeg kan ikke give dig det, som kan fylde dig… men han kan! Og han vil! Han elsker dig så højt, at han længes efter at give dig alt lys…

Kom!

“Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Joh 8,12)