Tilfredshed – HAM
Min tilfredshed er Ham!
Ja, tilfredshed er ikke en tilstand, ikke hvad jeg har eller kan, ikke mine omstændigheder, ikke familie og venner, ikke skønheden omkring mig…
Tilfredshed er en person – HAM!
Sproget ovenfor lyder måske lidt mærkeligt… det er ikke sådan, vi normalt siger det.
Men Kong Salomo havde prøvet så meget i sit liv, at han vidste, at det er sådan.
Tomheden – ved alt det, som vi tænker, gør os glade – var ved at æde ham… Store huse og haver, skønhed, hjælp til alt, rigdom, kunst, kvinder og sex…
Og han siger: “Jeg sagde ikke nej til noget at det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde. … Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed…” (Præd 2,10.11)
Så tomt! Ingen tilfredshed. Intet tilfredsstillende – ret længe ad gangen…
Men alle de samme ting – bliver pludseligt noget helt andet, hvis HAN er med i det!
“At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud” (Præd 5,18).
Det er HAM, der gør forskellen! Derfor, er det HAM, der er min tilfredshed!
Og han er uforgængelig… Han er altid tæt på… Han elsker mig! Han giver mig alt, hvad jeg behøver… Hvilken hvile. Hvilken tilfredshed!