Ytringsfrihed i bøn

Bøn til Gud. Der kan du sige alt.

Gud  – “Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre” (Sl 139,2-4).

Gud ved, hvad du vil sige, før du siger det. Han ved også, hvad du gerne vil sige, men ikke får sagt. Han ved også, hvad du tænker, men ikke finder ord til at sige.

Så – sig det, du vil sige. Og sig det, du ikke vil sige…

Gud rummer det hele. Og der sker noget med jeres forhold, når du øger ærligheden jer imellem…

Ja, for når du sætter ord på overfor Gud, så står tingenes tilstand klarere for dig selv. De er ikke skjulte længere (selvom de aldrig var skjult for Gud) – du har åbnet dig – og det hjælper dig til at give mere plads til Gud. Han får ligesom lov til at røre ved det… røre ved det i dit liv, måske, som er allersværest…

Også det grimme… for selv det grimme, kan du sige til Gud… som jo i øvrigt vidste det i forvejen…

Job gjorde det. Han var ikke imod Gud. Men han sagde tingene ret ud. “Da åbnede Job munden og gav sig til at forbande den dag, han blev født” (Job 3,1).

På en måde var det jo, at Job gav Gud sin håbløshed… Job stod overfor ham, som har al magt, med sin magtesløshed. Og han forsøgte ikke at være andet – for han var magtesløs – og kun Gud havde magt ind i hans situation.

Hele den erfaring blev ikke spildt… Job fik øjnene op for Guds magt, hans åbenbaringer af sig selv – og han sagde: “nu har jeg set dig med egne øjne” (Job 42,5).

Se på Gud! Sig det til Gud! Lad ham bære dit – og tag du imod hans!