Jeg er skyldig

Hvis du ikke er skyldig, kan du heller ikke blive tilgivet og få fred.

Nogle gange kan det næsten synes farligt at erkende sin skyld. Det kan være i de små ting – noget der blev glemt, eller noget der gik i stykker. Og endnu farligere kan det synes i de større ting – fx, om det er min skyld, at min barn slider med så mange ting…

Er det virkelig min skyld? Det kan jeg ikke bære?

Nej, for skyld er ikke til at bære. Hør bare David, som taler med udgangspunkt i det forkerte, han har gjort:

“Jeg er knuget og dybt nedbøjet,
hele dagen går jeg sørgende omkring.
Det brænder i mine lænder,
og der er intet uskadt på min krop.
Jeg er lammet og fuldstændig knust,
jeg skriger i mit hjertes uro.”
Salme 38,7-9

Men lige her, hvor David bærer sin skyld – så ved han også, hvor han skal gå hen med den:

“Dig, Herre, venter jeg på,
du skal svare, Herre, min Gud.”
“Jeg vil bekende min skyld”
(vers 16 og 19)

Og der kommer befrielsen – ved at erkende sin skyld:

“Da jeg tav, sygnede min krop hen…”
“Min synd bekendte jeg for dig,
og jeg skjulte ikke min skyld.
Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren,
og du tilgav min syndeskyld”
“Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet.”
Salme 32,3.5.1

Ja, men var det da virkelig min skyld? spørger du måske.

Husk, der hvor du er magtesløs, så er du ikke skyldig… Og der, hvor du har magt – så er du ikke perfekt, og det er ok.

Livet som menneske er fyldt med fejl… men foran Gud skal du ikke bære dem! Jesus gjorde det! Og han tilgiver dig – og du kan få fred.

Så vær ikke bange for at erkende det, som du ikke gjorde godt nok. Skrig din følelse af skyldens byrde ud for Herren – og han vil bære den og sætte dig fri i fred!