Skrig til Gud

Små menneskebørn skriger for at få deres forældres opmærksomhed. Uden overvejelse, uden hensyn. De mærker blot deres behov – og så skriger de.

Jesus sagde, at vi skulle blive som børn. Og han lærte os, at vi kan kalde Gud for vores far.

Kommer vi virkelig til Gud som børn? Som et lille hjælpeløst menneskebarn, der ikke kan andet end at få hjælp…

Eller kommer vi til Gud som “voksne”, der har løsningerne – så gode, at vi også i vores bønner kan foreslå Gud, hvad han skal gøre?

Kører vi måske i grunden fast nogle gange, fordi vi bruger en “voksen”-tilgang i stedet for bare at skrige vores nød ud til vores far?

I Salmernes Bog møder vi skriget:

“Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.”
Salme 42,2

Ikke et menneskebarn. Men blot et dyr. Et dyr som møder udtørrethed – og skriger sin nød ud. Sådan kan du skrige efter Gud. Som til en far.

Og Gud tager faderrollen helt på sig:

“Jeg var som den,
der løfter barnet op til kinden”
Hoseas’ Bog 11,4

Altid er han klar til at løfte dig op. Uanset hvilken nød du er i. Uanset hvilke behov du har. Uanset hvor meget du skriger. Han elsker dig. Han længes efter at lægge sin kind til din. Han længes efter at hjælpe dig med alt, hvad du står i – og at fylde dig helt op med sig selv.

Skrig… du behøver ikke at finde ordene… du behøver ikke at udtrykke dig “pænt”… Når du ikke kan mere – så udstød det skrig, som du alligevel er fyldt af – barnets skrig, den lille, den hjælpeløse – din elskede far hører dig! Og han løfter dig op!