Stormvejr

Det stormede.

Det føles så vildt og ukontrolleret. Farligt. Uendeligt imens det står på. Mørkt.

Knuden i maven er stram. Tørhed i struben. En uendelig træthed. Tårer der presser sig på uden at ville græde.

Og så står der: “Du stormvejr, der udfører hans befaling!” (Sl 148,8).

Gud, vil du noget med det her? Har du gang i noget som fører til det bedre? Har du en vej, som jeg ikke ser?

Ja, det har Gud!

“Lovpris Herren på jorden,
alle I havdyr og store dyb,
ild og hagl, sne og røg,
du stormvejr, der udfører hans befaling.” (vers 7-8)

Lovpris Gud, også når det ser allermest mørkt ud! Gud har ikke sluppet sit tag i dig! Han glæder sig over dig. Og han tager imod din magtesløshed med sin styrke!

“For Herren glæder sig over sit folk
og smykker de ydmyge med frelse.” (Sl 149,4)

Du, som ikke kan. Du, som er i storme, der er ved at tage livspusten fra dig. Du, som ikke aner dit levende råd.

Lyt! Han er der! Han tager sig af dig! Han vil frelse dig, føre dig igennem, ud på den anden side… og du vil se hans mirakel: selv det mest smertefulde formår han at bruge til sin gode vilje i dit liv…