Den store Læge
“Da det blev aften, bragte de mange besatte hen til ham, og han drev ånderne ud ved sit ord og helbredte alle syge” (Matt 8,16).
Jesus ønsker at helbrede os… men – vi er ikke lovet, at al helbredelse sker her. Tværtimod faktisk, så ved vi, at det først er på den nye jord, at vi vil være fri for tårer, død, sorg og pine (Åb 21,4).
Men: Perspektivet på helbredelse bliver større sammen med ham: “Helbred mig, Herre, så jeg bliver helbredt, frels mig, så jeg bliver frelst, for du er min lovsang” (Jer 17,14). Frelsen er større end helbredelsen, og den helbredelse som Jesus kan vente på at udføre i mit liv – den kan jeg også vente på.
Men samtidig sker der en begyndende helbredelse her og nu, bare ved at jeg tager imod frelsen. Når han sætter mig fri til at mærke, at han elsker mig og til selv at elske – så slapper krop og sind mere af, og får ro og fred til at læges. Når jeg overgiver kampen mod uretfærdigheden, håbløsheden og meningsløsheden i mine smerter, til i stedet at være favnet i min smerte af ham, så får jeg fred i sind og krop. Når jeg tager imod hans åbenbaring af sandhed og løgn, så bliver mange valg enklere, og jeg kan hvile i, at jeg forsøger at leve det, som jeg forstår.
Min store læge. Han ved, hvad der er det vigtigste, han rører ved i mit liv. Han er i gang med helingen af mig her og nu. Og en dag, så vil han hele mig totalt. Den sandhed søger jeg tilbage til, hver gang tristhed og håbløshed over livets sygdomme søger at trække mine følelser et andet sted hen. Intet er for stort for den store læge – heller ikke vejen igennem dette liv – som han sætter mig fri til at glæde mig over. Uanset at jeg må leve i en verden i undtagelsestilstand. (Fra Sandheden sætter dig fri side 184).