I sin nød råbte han!

Det er virkelig sandt, at “dødens brændinger omgav mig”, for David var forfulgt af Saul, og han var bange: “undergangens floder slog mig med rædsel” (2 Sam 22,5).

Han råbte! Og desperationens skrig nåede Herren: “Han hørte mig fra sit tempel, mit råb nåede hans ører” (vers 7).

Næh… det er ikke fordi, Gud ikke kan høre, at vi råber til ham. Men nogle gange kan vi bare ikke andet! Livet er så voldsomt og mørkt, at vi ikke kan andet… Og – Gud hører!

David oplevede, at Gud “rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande”, “han gør min fod let som hindens og giver mig fodfæste på højderne”, “du skaffer plads for mine skridt, og mine ankler giver ikke efter” (vers 17, 34 og 37).

Mærk befrielsen inde i dig… frelst fra dødens brændinger og undergangens floder. Mærk hvordan det føles at blive grebet af Guds stærke hånd! Mærk dit fodfæste – selv i umulige højder… Mærk, at du pludselig er i stand til at gå fremad – uden at alt exer inden i dig…

Vent ikke på at få denne jublende oplevelse med Herren. Råb til ham! Råb din nød ud til ham. For Gud “frelser de hjælpeløse” (vers 28). Gud vil være lys i dit mørke og vil give dig hjælp til at springe over de mure, som virker alt for høje for dig!

“Du er min lampe, Herre,
Herren spreder lys i mit mørke.
Ved din hjælp stormer jeg volde,
ved min Guds hjælp springer jeg over mure.”
(vers 29-30)