Ærlig magtesløshed

Jeg gik derfra med en utilpas følelse. At jeg ikke var blevet lyttet til, at jeg var blevet dømt og irettesat. Alt sammen med et smil. Det gjorde det værre. Vreden boblede op inden i mig. Og den dårlige samvittighed. Jeg skulle jo elske! Men kunne ikke…

Hvordan bringer man sådan en situation frem for Herren i bøn?

Åh, alt for ofte har jeg forsøgt at løse det selv. Jeg forsøgt at være “god” og opføre mig pænt… Jeg har negligeret den andens handling og tænkt, at det bare var mig, som var sensitiv… Bedt i pæne vendinger: Vær med hende, tilgiv mig at jeg reagerede så negativt…

Men var det virkeligheden? Har jeg overhovedet talt med Gud om virkeligheden? Har et menneske, som (måske) var urimelig og ukristelig, mistet min forbøn? Og har jeg gået glip af Guds hjælp til elske? … Jeg flygtede fra den virkelige virkelighed ind i et (kristent) glansbillede…

Kan vores bønner være ikke-pæne? Kan vi råbe urimeligheden ud til Gud, når et andet menneske har opført sig grimt overfor os? Kan vi forbande smerten, det har påført os? Kan vi fortælle ham, at vi hader i stedet for at elske?

Kan vi tale med Gud om virkeligheden?

Gud, jeg hader, når jeg bliver behandlet på den måde. Det er ikke i orden. Det gør ondt. Jeg bliver vred på hende. Tak fordi, jeg kan mærke, når noget er forkert. Jeg kan ikke være i det. Hvad vil du gøre ved det, Gud? Hvis jeg skal elske hende, så må du gøre det i mig, jeg kan ikke. Tilgiv mig for det, som jeg ikke ser i hendes liv… jeg ved, at du elsker hende. Og jeg vil gerne være som dig… men du må gøre det… og jeg vil overgive mig til din gerning i mit liv. Og vil du hjælpe hende, Far. Gå ind i det der ligger bagved og befri hende fra at opføre sig så grimt.

“For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,10).