I mørkets dal…

Der sker noget i mørkets dal…

Det er der, at desperationen bliver så stor – at vi nærmest råber vores bønner. Det er der, at alle facader falder – Gud, jeg kan ikke! Det er der, at tårerne løber samtidig med de mest enkle bønner. Det er der, at behovet for Gud er så stort…

David gik igennem mørkets dal. Og i salme 23 ser vi et skift i hans relation til Gud, da han kommer ind i mørkets dal.

I vers 1-3, så fortæller han om, at Herren er min hyrde, at han lader mig ligge, han leder mig, han giver mig, han leder mig… Sprogligt taler David om Gud i tredje person.

Men i mørkets dal så kommer Gud helt tæt på, sprogligt i anden person: Du er hos mig, din stok og din stav er min trøst – og det fortsætter resten af salmen, også da David er kommet ud af mørkets dal.

Når vi er gået igennem noget stort sammen – så er der ikke afstand længere. Når vi har kæmpet sammen – så er paraderne faldet. Når vi har åbnet vores inderste op for Gud – så er det der, han møder os… helt tæt på!

Du går ikke igennem nogle mørke dale alene! Og jeg siger ikke, at du skal byde dem velkommen…  Men frygt dem ikke:

Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Salme 23,4

Sammen med dig, Gud, så bliver min frygt mindre og min glæde større! Tak!