Tro er overnaturlig

Siden synden kom ind i denne verden, så har det naturlige været ikke at tro på Gud. Vi kan ikke bare af os selv tro – Gud må åbenbare sig for os – og så kan vi tage imod, “svare igen” eller “kigge tilbage”, som jeg godt kan lide at kalde det.

I mit liv begyndte det med, at mine forældre troede på Gud. Og jeg kom sammen med min mor ind i hendes tros-rum. Hun delte de bibelske historier med tro på, at når Gud kunne gøre det for dem, så kunne han også gøre det for os… Og vi har bedt til Gud også i vanskelige situationer – og fået bønnesvar, hvor der skete noget ud over det naturlige…

Men Gud lader også mennesker mærke ham, inden de ved, hvem han er. “Han har vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde” (ApG 14,17).

Han har “lagt evigheden i menneskenes hjerte” (Præd 3,11) – altså den plads til ham, som er fyldt med længsel, indtil han fylder den.

Og han lader mennesker, som søger den ukendte gud, møde nogen der ved, hvem Gud er (ApG 17,23).

Uanset om du slet ikke tror, eller om du tror – så “giv efter”. Når den der fornemmelse af, at der “er noget større” melder sig – så giv den plads… Bed den enkle bøn: Gud, åbenbar dig for mig!