At være elsket,  At være sammen med ham

Guds planer – og modgang

Det kan synes så modsætningsfyldt.

På den ene side har Gud givet os løftet: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb” (Jer 29,11). Det er et skønt løfte, som jeg elsker at vende tilbage til, hvile i, stole på – det giver virkelig håb, når nu’et ikke lever op til mit ønske for livet…

Så læser jeg på den anden side om prøvelser: “I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og Udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget” (Jak 1,2-4). Pyha. Prøvelser. Og jeg skal tage det med glæde…

Hvad er det dog, der indgår i Guds planer for mit liv? Hvad vil det sige, at han har drømme, som er større end mine egne? Hvad leder det mig til, at jeg også må gå igennem udfordringer, som er større, end jeg havde troet, jeg kunne gå igennem? Hvad er i grunden lykke?

Jeg kom til at tænke på heltene, som jeg læser om i Bibelen… det var bestemt ikke problemfrie liv. Lykken er slet ikke et liv uden problemer, men et liv, hvor vi oplever, at Gud er med os. Lykken er, at se Guds hånd i mørket. Det er en stor lykke at mærke Guds styrke, når jeg er træt og ikke magter. Lykken er at se Guds ledelse, når alle veje synes lukkede.

Guds plan… er vel først og fremmest, at jeg skal lære ham at kende, som min vidunderlige, tilstedeværende far, som elsker mig over alt… Og det er lykken! Uanset hvad livet ellers byder på…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *