Mærk sorgen…

Det var frygteligt. Amalekitterne havde “indtaget byen Siklag og brændt den ned. Kvinderne og hvem der ellers var der, fra den mindste til den største, havde de taget til fange” (1 Sam 30,1-2).

Siklag, det var byen, hvor David og hans mænd boede. Det var deres koner og børn, som var taget til fange. Det var deres hjem, som var brændt ned. Mændene havde været væk. Tænk på, hvordan det var at komme hjem… Hjem var ikke mere…

Der står: “Da brast David og hans folk i gråd, og de græd, til de ikke kunne græde mere” (vers 4). Det var det ulykkeligste øjeblik i deres liv…

Og mændene var så ulykkelige, frustrerede, forbitrede, at de gik imod David, deres anfører og leder: “David var nu hårdt trængt; folkene truede med at stene ham, for de var alle sammen forbitrede over tabet af deres sønner og døtre” (vers 6).

Og om David står der: “Men David hentede nyt mod hos Herren sin Gud” (vers 6).

Da jeg læste beretningen, tænkte jeg på, at når vi oplever sorgen…  så må vi græde. For smerten er virkelig og voldsom. Det er en sund reaktion, at vi reagerer med sorg og tårer over det onde i livet, over tabet, over det meningsløse. Vi slipper ikke for sorgen, og den forsvinder ikke af at blive ignoreret…

Græd for Herren! Græd til du ikke kan græde mere… Og løft de våde øjne mod Herren – og hent nyt mod hos ham! Han svigter dig ikke, han vil altid være dig nær, han vil lede dig til, hvad du nu skal gøre… Så du alligevel kan være i og leve med sorgen – uden at gå ned – men modnet til at leve videre i Guds glæde…

David og hans folk blev ledt af Gud til at befri de fangne… og et nyt liv begyndte! Tænk på deres taknemmelighed over stadig at have hinanden…