Ser du Guds velsignelser

No’omi gjorde ikke det…

Hun var da rigtig nok også taget til Moabs land på grund af hungersnød i Betlehem. Og der mistede hun med tiden både sin mand og sine to sønner.

Hun begræd sin skæbne: “Kald mig ikke No’omi, kald mig Mara, for den Almægtige har forbitret mit liv. Med fulde hænder drog jeg af sted; men Herren har ladet mig vende tomhændet hjem” (Ruth 1,20-21). Sådan følte No’omi… og ja, det var sørgeligt – men det var ikke sandt, at hun var tomhændet. Men No’omi så kun det, hun ikke havde – hun så ikke det, som Gud havde givet hende.

“Sådan kom No’omi hjem sammen med sin moabitiske svigerdatter Ruth” (vers 22). Denne forunderlige kvinde, som sammen med sin svigerfamilie havde lært Gud og kende. Hun havde valgt at tage med No’omi tilbage til Israel – selvom hun ville være fremmed der – fordi hun ville tjene Gud! Og No’omi havde hende!

På hjemturen havde Ruth sagt til No’omi: “Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud” (vers 16).

No’omi havde Ruth – og hendes favn blev fuld, da Ruth fik børn: “Så tog No’omi drengen i sin favn” (Ruth 4,16). Gud velsignede No’omis liv gennem Ruth. Ikke et tomt liv – men et fuldt liv.

Kære Jesus, hjælp mig til at se, hvad du har lagt i mine hænder! Hjælp mig til altid at takke dig for det, du har givet mig. Hjælp mig til at se dit perspektiv. Tak, fordi du aldrig svigter eller forlader mig! Tak fordi du fylder mine hænder.