Guds trofasthed og fristelser

Igen i dag vil jeg dele en tanke, som udspringer af, hvad jeg har fokus på i en bibeltekst.

Det er denne tekst: “De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under” (1 Kor 10,13).

Der er fristelser, som jeg kæmper med. Som jeg er træt af at bukke under for (selvom noget i mig vel i grunden vil det…). Og denne tekst har jeg læst med fokus på, at der ville være en udvej. At jeg skulle se og finde den udvej…

Men nu – hvor jeg har fokus på Guds trofasthed – så træder dette jo frem i verset: Gud er trofast!

Og en af de ting, som Gud forsøger at lære mig igen og igen i alle mulige sammenhænge står klart: Når jeg har fokus på Gud, hvad Gud kan og formår, at Gud har styr på tingene – så lykkes ting på en helt anden måde, end når mit perspektiv kommer hen på det, jeg skal finde ud af. Når jeg bliver optaget af mig… så kan ting både blive overvældende, jeg kan blive mismodig, jeg oplever, at jeg ikke magter, jeg falder…

Men – Gud er trofast! Min Gud er trofast! Ham, jeg søger hver eneste dag. Ham, jeg vandrer sammen med.

Kære, dyrebare Jesus – hjælp mig til at bevare mit fokus på dig! For – Du er trofast! Jeg elsker dig. Jeg vil være din. Tak for din proces med at ændre mine tanker til ikke at være så optaget af mig… Men til at være fyldt af dig! Bevar mig fra den allerstørste af alle fristelser: At jeg sætter mig selv i centrum… Den plads skal være din!