Morgenbøn

Jeg elsker denne fortælling om Jesus: “Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér” (Mark 1,35).

Tidligt om morgenen lister mine ben sig ud over sengekanten. Fødderne finder hjemmeskoene. Det meste af året er det mørkt. Efter et bad sætter jeg mig ned i stuen. Her er stille.

Jeg tænker på, at Gud er her før mig. Jeg smiler. Jeg knæler ned. Ofte beder jeg noget a la dette: Kære himmelske Far. Tak fordi du er her. Åbenbar dig for mig i dag. Vis mig dig selv. Lad mig lære dig bedre at kende igennem det, jeg læser om lidt. Gør det levende for mig.

Jeg beder også for andre mennesker og for ting, som ligger foran mig på denne dag. Men det vigtigste for mig er, at jeg gerne vil møde Gud denne morgen! Og jeg er så fattig i mig selv… jeg kan jo ikke udgrunde eller finde universets Skaber – jeg er helt afhængig af, at han åbenbarer sig.

Og det gør han! Han gør noget med ordet og med mig… Og vi mødes! Halleluja! Pris Gud!

Og det er faktisk helt enkelt. Lige nu læser jeg bare der-ud-af. En læseplan med noget fra både Det gamle og Det nye Testamente. Og så gør Gud det! Åbner ordet. Lader det tale til mig.

Det er dyrebart! Og jeg tænker på Jesus… som stod op ganske tidligt – og gik ud og mødte vores fælles Far. Din Far! Han er der før dig! Mød ham!