Ægteskabets vin
Jesus deltog i en bryllupsfest. Krisen kom – “De har ikke mere vin” (Joh 2,2).
Sådan er det også for de fleste at være gift. Krisen kommer. På større eller mindre plan. Den søde vin fyldt af forelskelse og beundring af den anden, jubel over at være sammen… slipper op. Andre dråber kommer ud af flasken. Følelser som svigt og vrede, foragt og smerte, kedsomhed og længsel efter noget som ikke er…
“De har ikke mere vin” – sig det til Jesus! Og “gør, hvad som helst han siger til jer” (vers 5).
Jesus interesserer sig for dit ægteskab – lige så meget, som han interesserede sig for denne bryllupsfest. Og han kan gøre noget, som ingen andre kan gøre.
Han kan forvandle vand til vin! Han kan gøre det almindelige til noget særligt. Han kan skabe kærlighed, hvor der næsten ingen kærlighed er… for “Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19). Han kan lære os den kærlighed, som vi ikke har i os selv.
De, som smagte på Jesu vin, var forundrede. Hvordan var det dog gået til. “Du har gemt den gode vin til nu” (Joh 2,10).
Sammen med Jesus – så er der gode ting i vente! Gode ægteskaber bliver bedre sammen med ham. Og de svære parforhold kan blive gode. Jesu vin… bed ham om at vise dig, hvad det betyder i dit liv… og vær så tålmodige med at gøre det, som han viser dig…