Giv til Gud
Israelitterne var kommet ud i ørkenen efter deres liv i slaveri i Egypten. For at tilbede Herren og for at komme til et land, hvor de kunne være frie mennesker. Nu skulle der laves en helligdom.
“De skal lave mig en helligdom, så jeg vil tage bolig hos dem” (2 Mos 25,8). Gud ville selv være sammen med dem. Gud gav dem opskriften på, hvordan det hele skulle laves. Og Gud rustede mænd med evner, så de kunne udføre arbejdet.
Og så var der brug for en masse materialer, så folket fik at vide, hvad der var brug for – og at de frivilligt kunne give det til Herren.
Frivilligt. “Og alle, der følte sig tilskyndet og ville give frivilligt, kom med afgift til Herren til at arbejde på Åbenbaringsteltet og til hele tjenesten i det og til de hellige klæder. Både mænd og kvinder kom” (2 Mos 35,21-22).
Det var Gud, der rørte hjerterne, så mennesker gav. Og på et tidspunkt sagde håndværkerne til Moses: “Folket bringer mere end nødvendigt til, at det arbejde, Herren har befalet, kan udføres” og “Det, der var givet, var nok, ja, mere end nok til at det arbejde, der skulle udføres” (2 Mos 36,5.7).
Jeg bliver så glad… jeg tænker på, hvor fantastisk det er – at Gud mangler aldrig ressourcer til sine projekter! Han rører menneskehjerter, så de giver – mere end nok!
Tag det ind i dit hjerte… spørg Gud, hvad han kalder dig til at give…