Tamar blev set
Jeg nåede til kapitel 38 i 1 Mosebog. Beretningen handler om Juda, hans kone, og hvordan det gik med hans tre sønner og svigerdatteren Tamar. Historien ligger inde mellem et par kapitler, som handler om Josef.
Jeg tog mig selv i at tænke – hvorfor er den historie i grunden med? Skøn er den ikke – endnu en grim synd blandt Jakobs sønner:
Den ældste søn bliver gift med Tamar, men dør – barnløs. Så får Tamar den næste søn, som ikke vil opfylde sin svogerskabspligt – det vækker Guds mishag, og manden dør. Juda holder nu den tredje søn tilbage. Tamar forklæder sig som prostitueret – og bliver gravid ved sin svigerfar.
Historien er med! Ja, den er så meget med, at Tamar er en af de fire kvinder, som bliver nævnt i Jesu stamtavle: “Juda blev med Tamar far til Peres og Zera”. (Matt 1,3).
Gud så Tamar! Tamar er elsket af Gud. Tamar er en langt-tilbage olde-oldemor til Jesus. Tamar er ikke for ringe til at blive nævnt. Gud så Tamar!
Gud så al Tamars smerte som kvinde – i de omstændigheder, som Tamar var i. Gud kendte til hver eneste detalje. Tamars tårer er kendt af Gud. Tamar, som mistede sin mand. Tamar, som blev forbigået af sin næste mand. Tamar, som levede i sin fars hus som en visnet enke. Tamar, som tog retten i sin egen hånd.
Gud så det hele. Det er den historie, jeg læser. Historien om Gud, der elsker dig og mig – midt ind i alt vores rod. Og Gud fortæller dig: Du hører sammen med mig! Du er mit barn, min familie. Jeg vil tørre dine tårer – jeg elsker dig!