Bare hans stemme
Har du prøvet at stå ved et brusende vandfald? Lyden er enorm. Når du er tæt på, så hører du slet ikke andet end vandfaldet.
Johannes er på Patmos. Han ser og hører Jesus i et syn og fortæller: “Hans røst var som lyden af vældige vande” (Åb 1,15).
Jeg tror, det var en vandfaldsoplevelse! Jesu stemme var så fantastisk og fyldig – og Johannes var så tæt på, at han bare hørte ham.
Årh… i denne verden er det ofte det modsatte, som sker. Vi har svært ved at høre Jesu stemme og ved ikke rigtig, om det er den, vi hører. Der er så mange andre lyde. Så mange stemmer. Og selv i vores egne hoveder kværner indre stemmer…
Men Gud giver dig forsikringen: Du kan høre min stemme! Du kan komme mig så nær, at min stemme bliver så tydelig, så du ikke er i tvivl om, at det er mig. Jeg vil fylde dig med min stemme – så du for en stund kun hører mig…
Vidunderligt! Tak kære Gud! Så tæt vil jeg være på dig!