Udsendt med lyset
I dag og de næste dage – så vil jeg lade dig være med på nogle små opgaver. Læs versene – og læg mærke til hvad Gud gør – og hvad det betyder for dig/os/menneskene.
“Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.” Joh 1,6-8.
Her kommer mine tanker…
Gud – udsendte Johannes – og Gud gav alt det, som Johannes skulle bruge. Gud var lyset – så Johannes kunne vidne om lyset. Som udsendt, så var Johannes’ rolle at vidne om det, som Gud havde givet ham.
Så med andre ord – Gud gjorde det hele! Johannes modtog – og gav det videre. Og pointen med dette – at alle, der hørte det, også skulle komme til tro.
Når vi kommer til tro – så er det fordi, vi møder Gud! Også selvom der er mennesker, som fortæller os det… Vi kan godt se forbi det – at Gud er i det! At der er noget større end bare et menneskes ord. At Gud bruger det menneske.
Og det er på samme måde, han bruger dig. Bare fortæl det videre, som Gud har givet dig… det vil hjælpe andre til at tro – til selv at møde Gud.