Moses med den stærkeste

“Moses havde Guds stav i hånden.” (2 Mos 4,20).

Moses gik. Ikke i egen kraft. Hans hyrdestav bliver nu omtalt som Guds stav. Det var Gud, der ledte.

Og Gud var den stærkeste. Det ville Moses komme til at opleve. Hele Israels folk ville opleve det. Egypterne. Ja, selveste Farao.

Farao var hård. Farao var stærk. Og på turen til Egypten fortæller Gud igen Moses, at Farao ikke vil lade folket gå.

Men Gud var stærkere. “Men jeg vil gøre ham hård, så han ikke lader folket gå.” Og efter mødet med Farao og med Israelitterne sagde Gud til Moses: “Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao! Når han mærker en stærk hånd, vil han lade dem gå; ja, når han mærker en stærk hånd, så vil han jage dem ud af sit land.” (2 Mos 4,21; 6,1).

Mødet med Guds stærke hånd ville gøre Farao hårdere og hårdere… Ja, ikke blot indtil det punkt hvor han lod israelitterne gå, men indtil han selv døde af det…

Gud er stærk. Gud er den stærkeste. Sætter vi os op imod ham, så går vi til… Slutter vi os til ham, så er han stærkere end alt andet i vores liv…

Se også Kald eller fald (Spoken Word) – om kaldet til Moses – hans fald – og hvordan Gud forunderligt leder ham! Om at den samme Gud rejser og kalder dig!