Beskyttet af fjenden…
Tænk på dine vildeste drømme. Og tænk så på, hvis Gud opfylder det gennem nogen, som er dig imod. Det er vildt!
Jokebed, Moses’ mor, drømte som alle andre kvinder om, at hun kunne se sit eget barn vokse op og være den, der opdragede ham. Det er jo egentlig ikke en særlig vild drøm… Men desværre var hun i en barbarisk nation som slave – og disse egyptere dræbte nu alle de israelitiske drengebørn, fordi de var bange for, at israelitterne blev for mange og for stærke.
Det vilde i Jokebeds liv var herefter, at Faraos datter, prinsessen, besluttede sig for at adoptere hendes lille dreng – efter at prinsessen havde fundet den lille sivkurv, som Jokebed i tro havde lagt sin lille baby i. (Læs om prinsessen som fandt Moses i andagten fra i går).
Men endnu mere vildt var det, at prinsessen valgte Jokebed som amme og barnepige for Jokebeds egen baby. Og nu fik hun tilmed penge for at passe og opdrage sit eget barn! Vildt. Et fantastisk mirakel.
Tænk, at hvis en egypter nu så den lille israelitiske Moses og ville kaste ham i Nilen – så blev de mødt med beskeden: Rør ham ikke, dette er prinsessens barn. Nu måtte selv egypterfjenden passe på det israelitiske barn.
Tal om en Gud, som gør langt ud over, hvad vi beder om eller forstår (Ef 3,20). Giv du ham alle dine umuligheder – og alle dine vildeste drømme – og tag imod, hvad der kommer fra hans hånd!
Se også Kald eller fald (Spoken Word) – om kaldet til Moses – hans fald – og hvordan Gud forunderligt leder ham! Om at den samme Gud rejser og kalder dig!