Ærligt – men galt

Jeg tror, at Paulus – også inden sin omvendelse – var 100 % ærlig i det, han gjorde. Han troede virkelig, at han tjente Gud, når han forfulgte og forsøgte at udrydde de kristne.

Kunne noget lignende tænkes at være tilfældet i dit og mit liv? Altså, at vi gør noget ærligt og oprigtigt – som alligevel er forkert? Imod Guds vilje?

På en måde går det jo tæt på… vi ønsker ikke, at det skal være sådan. Men hvad nu, hvis det alligevel er sådan? … Og skal vi så gå og frygte, om det nu er sådan?

Jeg synes, at historien om Paulus fortæller, at hvis vi gør, det vi gør, af oprigtigt hjerte, så vil Gud også tage ansvar for at korrigere os.

Paulus lod sig korrigere. Da han så Jesus, som Jesus virkelig var, så accepterede han fuldt ud, hvad Jesus sagde til ham: ” ‘Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’ Han svarede: ‘Hvem er du, herre?’ Han sagde: ‘Jeg er Jesus, som du forfølger’ ” (ApG 9,4-5). Nu gjorde Paulus, som Jesus sagde til ham – og senere kunne han sige til kong Agrippa: “Derfor, kong Agrippa, har jeg ikke været ulydig mod det himmelske syn” (ApG 26,19).

Guds vej og Guds vilje var rettesnoren i Paulus’ liv. Paulus havde en herre og konge, som var større end alle jordiske herrer og konger – og større end Paulus selv  – og det var Gud! Det var det, som gjorde ham til den frimodige forkynder, som han var – Gud i hans liv! … Og sådan ønsker Gud at have det med hver eneste af os.