Gud er virkelig

Det var en fredag aften for nogle år siden. Jeg var trykket over nogle ting. Ked af det.

Jeg bad, knælende ved min seng lige før sengetid. Jeg bad om, at Gud dagen efter i kirken, særligt ville fortælle mig, at han elsker mig…

Jeg husker ikke længere præstens prædiken… Men jeg husker et par sætninger fra den tekst, han begyndte med at læse…

Det var fra Johannes evangeliet kapitel 13. “Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste” (vers 1).

Jeg stirrede på ordene i min Bibel – Gud, du elsker mig – og du vil aldrig stoppe med at elske mig… også indtil det sidste i mit liv vil du elske mig… ALTID!

Hvor var Gud nær og virkelig! Hvor var jeg glad. Hvor blev jeg opmuntret af, at han på sådan en konkret måde er interesseret i mig!

Jeg var overvældet. Præstens manuskript var lavet, længe før jeg bad… Gud kendte til mit behov – endnu inden jeg havde bedt min bøn… Gud besvarede også præstens bøn om, at hans budskab måtte røre en eller anden den dag…

Gå du til Gud! Han er virkelig! Og han er virkelig interesseret i dig! Han elsker dig – virkelig!